| |
Jeg drømmer om: | At skabe trivsel og udvikling for det enkelte barn og i gruppen, det lille nære børnefællesskab. At det lille dagplejemiljø kan skabe mere af det gode børneliv. Tid til nærvær og fordybelse. Den genkendelige hverdag. På opdagelse i naturen, masser af bøger, sanser og bevægelse, venskaber, glæde og begejstring. |
Hvem er jeg: | Jeg er uddannet pædagog fra jysk pædagogseminarium i 1993. Jeg har, blandt andet, været ansat i en vuggestue i Svendborg i 19 år. Jeg har været ansat som dagplejer siden 15. November 2020. Jeg er gift og bor sammen med Henrik. Sammen har vi tre store børn. Den yngste er også på vej til at flytte hjemmefra. |
Mine værdier: | Struktur, rutiner, genkendelighed, forudsigelighed giver glade trygge børn. Møde, se og forstå hvert enkelt barn. At blive en del af et lille børnefællesskab. Dele med andre, vente på tur, glædes med andre. At få øje på hinanden, sætte sig i andres sted. Grine sammen, trøste og hjælpe hinanden. Opleve sammen. I vil opleve at jeg sætter ord på børnenes initiativer, det de gør og det de kommunikere. Jeg sætter ord på børnenes følelser. Det styrker og udvikler barnets selvforståelse og selvværd. Jeg sætter ord på mig selv. Det jeg gør, på det der skal ske. Det skaber forudsigelighed og dermed tryghed. Det gode forældresamarbejde. Vi er sammen om at skabe de bedste betingelser for trivsel og udvikling for jeres barn. |
Personlige egenskaber: | Jeg ser mig selv som en velovervejet og engageret pædagog. Jeg lytter mere end jeg snakker. Jeg er positiv, rolig og tålmodig af sind. Jeg er nærværende, deltagende, i børnehøjde – på gulvet. |
I vil opleve, at jeg brænder for: | Jeg er grøn spirer. Det betyder at jeg vægter udeliv meget højt. Børnene er, med få undtagelser, ude hver dag. Finder kriblekrable-dyr i haven, sår og høster. Vi tager i skoven, til stranden. Finder skrænter at klatre på, plukker brombær. Naturen er for mig den bedste legeplads. Sanserne skærpes, kroppen udfordres. Plads til fordybelse. Men der er så meget andet som vi også gør her hos mig. Vi synger hver dag. Vi læser mange bøger hver dag. Vi er også kreative, vi klæder os ud. Vi bygger togbane eller høje tårne. Danser og laver motorikbane. Vi snakker om alt det vi oplever, når vi spiser frokost sammen. Vi griner sammen. |
Mine omgivelser: | Mit hus ligger omkranset af en stor lukket gammel have, tæt på skov og strand. Indenfor bruger jeg min stue, køkken og entre. Jeg prioriterer at have lidt, men godt legetøj/legeredskaber, såvel ude som inde. Jeg har en cykel, der kan transportere os til skov, strand, på landet og til byen. Jeg har en mindre klapvogn, hvis vi skal på små ture, øve i at gå tur på egne ben. |